|
Vores første møde bliver til dette smukke pro-træt af grøndlændern |
|
Da han vågnede var han ikke glad. |
|
Han skynte sig... |
|
...at gå i vinterhi. |
Jeg husker stadig den første gang min Inuit-far tog mig med på sit arbejde for at vise mig hvad han lavede. Inuit-far var noget som de andre børn fra min klasse kaldte skabsalkoholiker, det er nok fordi han engang har arbejdet på et byggemarked hvor han lavede en masse skabe, det sidste ved jeg ikke hvad betyder. Han havde et job, hvor han skulle prøvesmage nogle drikkevarer samtidig med at han skulle afprøve nogle bænkes holdbarhed - det var derfor han sad foran Brugsen hele dagen.
Der sad far så, sammen med sine arbejdskollegaer, og havde det rigtig skæg. Det er et fedt job tænkte jeg, det vil jeg også lave når jeg bliver stor - det er i hvert fald meget sjovere end at være på arbejde med Inuit-mor på Istedgade. Inuit-mor lavede noget som hun kaldte forbrugerundersøgelser, og derfor skulle hun snakke med en masse tykke mænd. Jeg ved ikke hvad hun spurgte dem om, men det tog kun ca. 20 min. og så kom Inuit-mor og en meget svedig mand ud. Så skete det tit at mor gav mig 50 kr. så jeg kunne gå ned på det nærmeste apotek og købe noget metadon-mix til hende.
Årerne gik og Inuit-far fik mere og mere hjemmearbejde - det gjorde Inuit-mor også. Nogle gange så lavede Inuit-mor nogle forbrugerundersøgelser på nogle af Inuit-fars arbejdskollegaer, så blev Inuit-far meget vred og lavede ekstraarbejde, Inuit-far var altid meget flittig.
Snart efter, måtte Inuit-mor holde op med at lave forbrugerundersøgelser, hun havde fået en arbejdsskade. Det var noget med at hun havde fået et slidsår herned, det var nok fordi hun sad så meget ned når hun skulle spørge alle de mænd om forskellige ting.
Så begyndte Inuit-mor at arbejde samme sted som Inuit-far, men der gik ikke lang tid før de begge to blev meget dårlige, det var noget med at deres levere vist nok var blevet for små. De blev begge indlagt på Rigshospitalet i julen 1975 og fik hver en ny lever. Så var vi alle glade og Inuit-far og Inuit-mor genoptog deres arbejde. Så blev Inuit-far og Inuit-mor pludselig meget dårlige igen og døde, så var vi ikke glade.
Så var jeg pludselig helt alene og måtte klare mig selv. Jeg besluttede mig for at finde mig min egen bænk og fortsætte med at lave det samme som Inuit-far og Inuit-mor lavede før de døde. Der gik ikke lang tid før jeg fik mig en masse flinke arbejdskolegaer. Desværre gik der heller ikke lang tid før bænken blev fjernet og der skulle bygges en legeplads. Mig og mine arbejdskollegaer blev skilt fra hinanden, men vi ser stadig hinanden fredag aften til udpumpning og lørdag aften i detentionen.